Den danske identitet er forankret i en forestilling om en homogen nationalstat med homogene borgere. Danskheden bygger altså på en forestilling om, at danskere er ens på trods af en historisk multinational helstat, en øget indvandring, der i dag betyder, at 8 % af danskere har anden etnisk baggrund og globaliseringen, der til stadighed skaber nye og hurtigere måder at skabe grænseoverskridende relationer og forbindelser på.

At den danske selvopfattelse rummer paradokser bliver tydelig, når denne forestilling om at være ens sættes op imod, hvordan lokale og regionale forskelle italesættes. Vestjyden positionerer sig mod århusianeren, ligesom sjællænderen i sit selvbillede tager afstand fra det jyske. Disse stereotypiseringer indikerer det væsentlige paradoks, at der findes flere forskellige, autentiske danske hverdagsliv samtidig med, at danskeren har en identitetsforestilling forankret i en ’enshed.’ Derfor smiler vi af danskhed som smørrebrød, hygge og kolonihavehuse – for vi ved, at man ikke bliver mindre dansk af ikke at sidde og drikke kaffe i et rødmalet træhus, hvor dannebrog vejer foran på flagstangen om søndagen, ligesom kun få danskere rent faktisk har smagt rødgrød med fløde.

For danskheden rummer plads til forskellighed. Der er plads til den gæve jyde og de hurtigere sjællændere. Der er plads til den syngende fynske dialekt og også til alle de, der ikke passer ind i stereotyperne. Det bliver man ikke udansk af.

Grænser for rummeligheden

Det interessante er, at det forholder sig anderledes i forhold til danskere med anden etnisk baggrund. Her møder den danske identitet en grænse. Vores rummelige forståelse af danskhed omfatter geografiske, ideologiske og økonomiske forskelle, men ikke andre etniciteter og kulturer, hvilket vi eksempelvis udtrykker sprogligt. Danskere med anden etnisk baggrund tiltales ikke som danske, men benævnes nydanskere, etniske minoriteter, tosprogede, tokulturelle, udlændinge, 1. -generationsindvandrere, 2.-generationsindvandrere, 3.-generationsindvandrere osv.

Danskhed som konstruktion

Problemet er ikke benævnelserne, men selve kategoriseringen. Begreberne skaber en demarkation mellem identiteten af ’danskere’ og ’danskere med anden etnisk baggrund’, der betyder, at vi i Danmark har en befolk- ningsgruppe, der er bosat i landet, men ikke anerkendes som en del af det danske. Betragtes artikulationer af ’det danske’, ser vi, at det hverken er homogent eller statisk. Det er ikke en essens, men en konstruktion, der kan udvikle en fælles forestilling om at være menneske et bestemt sted i verden. I vores verden, i Danmark, konstrueres lige nu en forestilling om det danske, der ikke inkluderer alle, der opholder, lever og bor her. Derimod bliver danskheden kategoriseret som noget, der skal beskyttes og som er i fare for at uddø i mødet med nye etniciteter og kulturer.

Maleri af Peter Carlsen: Danmark 2009 - www.petercarlsen.dk
Billedet er bragt med tilladelse fra kunstneren