Helle til René:
Hvad er dine fremtidsplaner?

”Jeg skal læse molekylær biologi på universitetet. Jeg skal læse på universitetet, tage mig sammen til at vinde en nobelpris og kurere alle verdens sygdomme – og så tager jeg mig nok sammen til at holde en pause og læse en bog, hvis jeg får tid.”

René til Helle:
Hvis du skulle give DKG et nyt slogan, hvad skulle det så være?

Det ved jeg ikke. Jeg synes, det, vi har nu, er meget godt. Måske ”For dem der tør udfordre troen og sig selv?” Nej, jeg synes, ”For dem der tør udfordre troen” er meget sigende.

Helle til René:
Hvad er din sjoveste vittighed?

”Den er todelt.
Hvorfor faldt lille Lise ned af gyngen?
Det ved jeg ikke.
Fordi hun ingen arme havde. Banke, banke på.
Hvem er det?
I hvert fald ikke lille Lise!”

René til Helle:
Hvordan staver man til Pterodactyl?

Øhm… T…
Niks

Helle til René:
Har du lært nye sider af dig selv at kende?

”Jeg ved ikke om jeg har lært noget, men nok nærmere fået bekræftet noget jeg allerede vidste. Fx at hele det her humanist-pjat ikke er mig. Jeg er meget mere naturvidenskabelig, og det her har været rigtig sjovt, men det er ikke det, jeg vil resten af mit liv.

René til Helle:
Hvad har du lært om dig selv i løbet af året?

”Nok ikke så meget, jeg har fået bekræftet en del. Jo måske med hvilken rolle jeg har i projekter når vi nu har arbejdet så intens med det. Jeg er nok ikke den, der kommer med flest kreative idéer, men jeg er god til at holde overblikket og se den røde tråd og holde den. Men jeg er absolut blevet bedre til at tænke kreativt.  Jeg er også blevet bedre til at snakke for en forsamling. Jeg er ikke så nervøs længere. Jeg er stadig spændt. Jeg vil nok blive lidt nervøs igen, hvis det var noget nyt. Men generelt er jeg blevet mere sikker på mig selv.”

Helle til René:
Hvad er meningen med livet?

”42”

René til Helle:
Hvor lang tid går der inden du laver skumfiduser igen?
”Det bliver nok først til jul. Det er lidt en underlig tradition hos min familie.  Og så tror jeg bare generelt, at jeg ikke vil bruge så meget frugtfarve, som vi gjorde til julekalenderen.”

Helle til René:
Hvis du var en Disneyfigur, hvilken figur var du så – og hvorfor?

”Jeg skulle lige til at sige det der egern fra over hækken, men det er fra Pixar. Så vil jeg gerne være Aladdin. Et, han synger godt. Og han har en abe som kæledyr, og et tæppe. Og tre ønsker, som han virkelig ikke kan finde ud af at bruge.”

René til Helle:
Hvad har været det sjoveste ved tiden som ET?

”Det er når vi har været ude og lege f.eks. 3-D twister eller latterklub hvor jeg har været ved at dø af grin, fordi det var så hyggeligt.”

Helle til René:
Hvad kommer du til at savne mest ved at være Efterskoleteam?

Helle Bentsen! Og den gratis adgang til kaffe. Og alle de søde elever.

René til Helle:
Hvad er det bedste på et stykke rugbrød?

”Enten skal det være avocado med hytteost, salt, peber og citronsaft eller laks med æggestand. Uh, eller fiskefilet med remoulade og citronsaft. Mors hjemmelavede remoulade”

Helle til René:
Hvorfor synes du, at det er fedt at være med i DKG?

”Det er nogle søde mennesker. Jeg er næsten kommet på det punkt, at lige meget hvilket stævne det er, og lige meget hvilken DKG-aften det er, så tager jeg med til det. Om jeg så synes, at det lyder spændende eller ej, men jeg synes det er nogle fantastiske mennesker og nogle søde venner, jeg har fået igennem det. ”

René til Helle:
Hvad kommer du til at savne mest?

Her skal jeg vel sige René? Ej, jeg kommer til at savne at arbejde sammen med René og alle de søde mennesker på Nørre Allé. Og alle de fantastiske mennesker, vi har mødt på efterskolerne. Der har vi virkelig mødt nogle seje mennesker. Dem kommer jeg til at savne.

Helle til René:
Hvad har været din sjoveste oplevelse som en del af DKG Efterskoleteam?

”Det har altid været sjovt at sidde og lave brainstorms, og det var også rigtig sjovt at lave julekalender. Men turene hjem fra efterskolerne, når man havde fået et godt skud sukker, det var nok noget af det underligst-sjoveste.”

René til Helle:
Hvordan kan det være du stadig er single?

Åh, det ved jeg ikke. Jeg har vel ikke fundet en endnu, er det ikke det man plejer at sige?

Helle til René:
Hvilken film kan du anbefale?

”Jeg vil altid anbefale Scott Pilgrim vs. The world – det er min totalt ynglingsfilm. Men jeg vil også gerne foreslå The Lorax”, fordi den er magisk, og der er gode sange og masser af humor. ”

René til Helle:
Hvad er det mest farverige stykke tøj du har købt siden vi begyndte?

En bordoux-farvet trøje som jeg bruger og en kobberrød jeg ikke bruger så meget… hvad med den blomstrede skjorte? Den har jeg haft i lang tid

Helle til René:
Hvilke tre ting ville du have med på en øde ø og hvorfor?

Lige nu vil jeg gerne have dagmartærte, kaffe og min Kähler-tekande. Kanden er en afskedsgave fra DKG, og jeg har fået et kærlighedsforhold til den, og det får jeg til gaver, når folk har lagt tanke i det. Og kaffe kan jeg bare godt lide. Ej, så vil jeg egentlig hellere have dagmartærte, Kähler-kande og så billedet af Olfert til de der aftner, hvor jeg virkelig er fortvivlede, så kan jeg lige gribe fat om det, græde, kramme det, og så har jeg det godt igen.

René til Helle:
Hvilket råd vil du give videre til det næste team?

Nyd det. Vær kreative. Hav det sjovt.

Slutteligt vil vi gerne sige tak til alle de seje efterskoleelever og alle medlemmer og frivillige i DKG for den tid, vi har haft som Efterskoleteam. I har været med til at gøre det superfedt at være Efterskoleteam.

Tusind tak for nu!

De bedste og grønneste hilsner
René og Helle, DKG Efterskoleteam 2012/2013.

Med dette indlæg vil jeg først og fremmest gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og et velsignet nytår. Jeg håber, at I får lige al den konfekt, familiehygge og  julesalmesang, som I overhovedet kan holde til. Det har været et fantastik år både på DKG-fronten, som det er beskrevet andesteds her på siden, men så sandeligt også på mange andre områder.

Med mit journaliststudie i baghovedet, tænker jeg i særdeleshed på årets gang i det danske radiobillede. Og det er netop, hvad dette indlæg skal handle om. Jeg har nemlig været en tur  i DR’s arkiver, som man siger, og fundet nogle af de bedste radiopodcasts, som jeg har haft fornøjelsen at lægge øre til i 2012.

Og som I kan få glæde af, når dagene mellem jul og nytår kan blive lange, og man langsomt begynder at længes tilbage til gymnasietimer, forelæsninger og arbejdspladser. Men fortvivl ikke. Nedenfor finder I historier fra året, der er gået, som forhåbentlig både vil fascinere og gøre indtryk og give nye perspektiver på tilværelse og samfund.

Jeg har forsøgt at plukke lidt forskelligt ud blandt udsendelserne, så der både er plads til det skæve, det der undrer og det veldokumenterede. Bag alle de valgte programmer ligger den gode fortællinger dog som et helt centralt element. Udsendelserne kan findes i iTunes’ podcastbibliotek eller på dr.dk.

Og dadadam – her kommer de:

 1. Spærret inde i egen krop, P1 Dokumentar

Vi begynder med et klassisk journalist produkt, dokumentaren. Denne udsendelse kan måske virke lidt svær at gå til, men det er intet mindre end det bedste, jeg har hørt i år – så hav tålmodighed.

Udsendelsen handler om den gruppe af multihandicappede personer, der fra naturens hånd er født med svære spastiske og ustyrlige bevægelser, der blandt andet forhindrer dem i at kunne tale og kommunikere på lige fod med os andre. Til gengæld fungerer deres hjerne upåklageligt, når det handler om at kunne tænke og undre sig. På dette punkt er de så at sige ”normale”, og de er derfor fanget i et paradoks, der virker i deres egen krop.

Moderne hjælpemidler kan dog hjælpe og give dem en mulighed for at udrykke sig. Det sker for eksempel via en computer, som kan aflæse øjenbevægelser på en bogstavtale.

Kommunerne, der står for at hjælpe de handicappede, har dog mere end svært at løfte deres opgave, og det betyder, at ikke alle får den hjælp, som teknologien tilbyder.

Derfor kan de handicappede i den ene ende af landet have en stemme, mens de i den anden ende må undvære den.

Programmet en stærk fortælling og et veldokumenteret problem, der rette kan kaldes lidt af en øjenåbner.

2. Min Onkels Aske, Bjarke Stender – DR P1

Patetisk præst eller den ensommes søgen efter fællesskab? Fra dokumentaren springer vi til et program af mere eksistentiel karakter.

En dag får journalist Bjarke Stender et brev fra sin onkel, der gerne vil have sin aske spredt på stillehavsøen Tonca, når hans dage er endte. Den pensionerede præst vil nemlig ikke begraves på en kirkegård – han kan faktisk ikke forestille sig noget mere upassende.

Historien er en varm og tankevækkende fortælling om en mand, der vil have det bedste ud af livet på de betingelser, det stiller ham. Også når det er forbi.

3. Sygdom og Genitik, Apropos

Vi lever i et samfund, hvor flere og flere får stillet diagnoser i skolen og på arbejdspladsen – men er vi i virkeligheden blevet mere syge, eller har vi fået et større behov for at forklare os selv og vores handlinger uden fra nogle genetiske og upåvirkelige omstændigheder?

Det er et af temaerne i denne udsendelse, der strækker sig over fem små afsnit.  Små bider, der i den grad åbner for nye perspektiver på menneskets forhold til sygdom og dets naturlige biologiske sammensætning.

Orker man ikke at komme igennem alle afsnit, kan især det første anbefales, mens det sidste giver en opsamling på alle de foregående. Programmet kan for øvrigt høres mandag til fredag klokken 15.30 på p1.

4. Fejltagelsen, Radiofortællinger

Det fejlfri menneske findes ikke. Anja publicerer en videnskabelig rapport som bygger på forkerte og misvisende observationer, og Robert begår sit livs største fejltagelse ved at melde sig ind i Scientology.

Dette er ganske simpelt to gode og personlige fortællinger om det at begå fejl. Og fejl kan man jo lære meget af.

5. Efter Præstøulykken, DR Dokumentar

Vi er tilbage, hvor vi begyndte, ved Dokumentaren. Præstøulykken fyldte meget i 2011, hvor tretten efterskoleelever kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord på Sydsjælland.

I denne stærke og intense fortælling følger vi tre elever, der halvandet år efter ulykken, stadig kæmper en hård kamp for at få fod på deres tilværelse igen.

Programmet gør indtryk og er samtidig et eksempel, hvad radiomediet kan i forhold til det skrevne og det visuelle medie, fordi flere af de elementer der kan virke forstyrrende er skåret væk. Tilbage står fortællingen.

Det skal være min personlige julegave, og jeg håber, at I må finde samme glæde ved dem, som jeg har gjort.

Rigtig god fornøjelse
De venligste jule- og nytårshilsner

Klaus Videbæk

Tag en 20 årig kunst-, musik- og litteraturglad pige som altid har travlt, altid er sammen med andre mennesker, og altid er glad og positiv. Tilsæt et styks musikalsk, skørt og madglad mandfolk på 20 år med hang til stand-up, naturvidenskabelige teorier, TV serien Dexter og et spil Risk med gutterne. Bland dem med sommerhøjskole, efterårsweekend og nytårsskitur, så har du et solidt efterskoleteam – i hvert fald hvis det står til dem selv, og det er der meget, der gør i deres arbejde for DKG, hvilket er en smal sag når man brænder for det man laver. DKG er nemlig mere eller mindre blevet et identitetsmærkat som de to DKG -medarbejdere bærer.

Helle: Jeg har brugt meget tid i DKG og definerer mig derfor som DKG’er. Gennem DKG har jeg lært at hvile i mig selv når det kommer til spørgsmålet om tro. Her findes nemlig rum for en naturlig snak om det der ellers kan være svært at snakke om. DKG har været med til at forme mig. Man kan sige at jeg tager nogle af mine valg ud fra det jeg har fået i DKG.

Men hvorfor netop jer? 

”Har du set os, vi er mega lækre, og så er vi gode til Bezzerwisser”, ryger det ud af munden på Rene. Hvorefter Helle mere seriøst tilføjer at de begge er sociale, åbne og diskussionslystne mennesker som man ikke kan undgå at lægge mærke til. Og så er linjen lagt for efterskole teamet. Rene er nemlig meget umiddelbar. Det er ham der får de gode, gakkede og sindssyge ideer. Helle er derimod den der trækker ideerne ned på et niveau hvor de bliver realistiske, og får dem til at passe til resten af programmet. Kombinationen er vigtig og deres forklaringer er måske ikke helt ude i skoven.

En styrke i sammensætningen er også at Helle og Rene kender hinanden fra før, hvorfor standarten for deres arbejde er høj allerede fra starten. Måske netop at de har kendt hinanden så længe, gør at det til tider også er hårdt at arbejde så tæt sammen.” Er vi uenige lader vi næverne tale. Altså ved en omgang sten, saks og papir og ikke prygl” siger Rene.

Hvordan udfordrer I efterskoleeleverne?

Vi har indtil nu rejst rundt med temaet ”dit liv – dine valg”, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved noget, eleverne måske slet ikke tænker at der kan sættes spørgsmålstegn ved. ”Hvis et tog løb løbsk på vej mod en børnehaveklasse, og du havde muligheden for at skifte bane, hvorved du dræber en enkelt sporarbejder, havde du så gjort det?” Spørgsmålene kan også være mere personlige for eleverne og omhandle deres fremtid, og hvorfor det er så svært at tage valg. ”Generelt er vi gode til at provokere eleverne og stille kritiske spørgsmål.  Det er vores job”.

Det ender dog altid med, at de store essentielle udfordringer går over og bliver fysiske udfordringer i form af konkurrencer og leg. Eleverne udfordres i alt lige fra at spise servietter til at vende tallerkner, hvilket altid fører grin med sig. Men eleverne er ikke det eneste der bringer smilet frem hos Helle og Rene. Teamet har nemlig jagtet Arbejdsudvalgets fortid som efterskoleelever, og her har de fundet mange flotte og sjove billeder…

”Så tak til arbejdsudvalget!  Og husk at ”like” os på vores facebook side” slutter Rene af, mens han prutter i hænderne af glæde over det mesterværk af en tegning, som han har tegnet af Helle, mens jeg har interviewet dem. Tegningerne er min udfordring til DKG’s Efterskole team, som udfordrer efterskoleeleverne til at udfordre troen.

Nu, siddende på et lille kammer i det sydøstlige Frankrig, for du lige en kærlig tanke med på vejen. Jeg er i huset for dem, der er gået i stilhed. Her har ‘ro’ bogstavelig talt fået en helt ny betydning. Først stak min afrikanske værelsesnabo igår hovedet ind med det største smil på i verden og med et par meget forstående  øjne, hvorefter det går op for mig, at min ro og glæde indeni var kommet til udtryk i lidt for høje fløjtetoner og ubekymret nynneri.
Senere var det en tavshedens normalitet ved bordet, da der her i huset spises måltider i fuldstændig tavshed med lidt let baggrundsmusik, som en forlængelse af det at tie for at lytte – lytte til Gud. For som Broder James  i formiddags udtrykte det i hans undrende og inddragende gennemgang af dagens tekster, handler det at gå i stilhed i Taize om netop med stilhed at stille sig til rådighed for Gud.

Igår blev jeg indlogeret til 2 døgns stilhed efter 5 dages forrygende samvær med mine rejsekammerater fra Danmark. Den oase vi her er landet i har en forunderlig smittende kraft. Klosteret i Taize by ligger sammen med resten af landsbyen på denne her fantastiske lille bakketop i det smukke kuperede Frankrig. Vi har haft tid til vandrerture i det fri og fredelige stunder i den varme efterårssol, alt imens vi har moret os med toiletrengøring og Ninja-legen imellem de 3 daglige Taize-messer. Her er vi kommet tættere sammen gennem dybe og lette samtaler om stort og sjovt. Her har vi tiden til at vende problemerne derhjemme og fremtidens udfordringer, men efterhånden som ugen nu er gået, synes det meste at være sivet fra hovedet og ned gennem ryggen, helt ud i tæerne og som vinden i de gamle franske landsbykirker forsvundet gennem sprækkerne i murene.

I dag, inspireret efter formiddagens lektie og fri for rengøring, drog jeg ud på en sidste tur i det grønne. På den anden side af den store skov mod øst skulle ligge en ikke hvilken som helst kirke. Denne kirke er kendt for sine fantastiske mosaikker bl.a. med et brændende hav. I rask trav og med godt humør, gik jeg afsted forbi små klukkende bække, en flok flyvende fuglefløjt og duften af nypløjet jord i næsen. Ved en vaskeægte korsvej med dybe spor og med træerne hængende skyggende for lyset fra oven stod jeg og måtte erkende, at jeg alligevel ikke kunne huske kortet fra væggen hjemme i huset udenad.
Således forvirret, men uden mulighed for at vende om, blev det en tur ad vejen, der ikke bragte mig til den fantastiske kirke med mosaikkerne. Tilgengæld endte jeg i en anden landsby mod nord, og med solen i ryggen ankom jeg til en dyster tom og kold kirke, hvor jeg i en anden end i tavshedens ånd måtte forklare 3 tyskere vejen mod Taize. Jeg vandrede selv en omvej og fik beroligende toner fra en dygtig musikant i Clüny landsbykirke. Disse toner fulgte mig det sidste stykke vej tilbage til Taize samt hjemrejse til Danmark.

På gensyn brødre og søstre

Billedserie – året der gik

Sommerhøjskole – revy del 1

Sommerhøjskolens revy – 1. del

Sommerhøjskolens revy – 2. del

Kærlighedens fællesskab… YouTube remix

Lady og Vagabonden – impro

Læs DKG’ernes holdning til, hvorvidt man kan vælge og vrage i Bibelen på baggrund af årets Efterårsweekend, der gik under temaet ”Det står jo faktisk i Bibelen” og omhandlede Bibelsyn og Bibelen som kilde til kristendommen.

Du kan også læse en personlig blog fra medlem af DKG’s Arbejdsudvalg, om sidste års julesorg i forbindelse med hendes morfars død, men også om juleglæden i mindet om ham.

Dette og meget mere finder du her på siden. Vi ønsker hermed en rigtig glædelig jul og garanterer et fortsat ivrigt og dedikeret arbejde omkring de kristelige gymnasiaster.

Julesorgen – om at miste i julen

Remser

Årets højdepunkter i DKG STU

Rejsebrev fra Washington

Videoer og billeder fra året der gik

I Taize med DKG

Interview med Efterskoleteamet

Hvordan skriver man et opsummerende rejsebrev efter fire måneder i et land, hvis mest iøjnefaldende kendetegn er forskellighed? Jeg har efterhånden accepteret, at USA vist aldrig kan blive forstået eller forklaret til fulde, så at give et indtryk af nogle af de største glæder må blive målet for det her brev.

Jeg har i de sidste fire måneder læst på Washington College i Chestertown, Maryland på USA’s østkyst. Jeg har mødt en masse mennesker, spist Oreos og fejret præsidentvalget. Det har været en kæmpe oplevelse, og tanken om at skulle hjem til jul inden for de næste par uger er ikke kun positiv. Min oplevelse har været, at amerikanerne er et så åbent og udadvendt folk som fordommen siger. I løbet af det semester, jeg har været her, er jeg og andre internationale flere gange blevet stoppet på gaden af folk, som havde interesse for, hvor vi kommer fra eller hvilket sprog, der blev talt. Vi har snakket politik og sociale udfordringer på diverse caféer med amerikanere, som gerne ville have et perspektiv på deres egne oplevelser. Dog må jeg også indrømme, at mange af de amerikanere, jeg har mødt, virkelig ikke ved meget om resten af verden, og en overraskende stor del har aldrig været uden for landets grænser – ifølge CNN har kun 30 % af den amerikanske befolkning et pas. Men som det altid er sagen med USA, så finder man også mange udtagelser til reglen. Lige pludselig kan man stå over for et menneske, som ved alt om Lars Von Trier eller den økonomiske situation i Tyrkiet, og så er der jo ikke andet at gøre end at prøve at redigere lidt i forståelsen af, hvem amerikanerne er, og hvad man kan forvente. Gennem hele efteråret har det været en udfordring konstant at skulle justere mit billede af landet og folket. Det kan være frustrerende ikke at kunne fastsætte et nogenlunde klart billede, men det er også fantastisk, og jeg kan ikke lade være med at blive overvundet af alle de gode sider. Fra første kontakt til universitetet stod det klart, at vi var i meget trygge hænder. Washington College har to ansatte som kun har til opgave at tage sig af de internationale studerende. Derudover er der studerende og en underviser tilknyttet til hver enkelt udvekslingsstudent. Det er en noget anderledes oplevelse end at begynde på Københavns Universitet! Men ikke kun administrationen har været opmærksom. De individuelle studerende har i den grad fået os til at føle os velkomne fra begyndelsen. Her er en helt anden tradition i forhold til at introducere nye venner til gamle venner, og det føles i det hele taget som en meget inkluderende kultur – endnu en ting vi godt kunne lære lidt af i Danmark. Amerikanerne er tydeligvis fascinerede af, hvordan andre lever, og jeg har mødt flere, som stiller rigtig mange spørgsmål, og de ved, at der er meget at lære.

Tænk at være en del af en befolkning, som hele verdens opmærksomhed er rettet imod. Og de fleste  jeg har mødt er udmærket klar over, at de ikke er vellidte. Jeg har været overrasket over, hvor mange studerende her på universitetet, der har vist en enorm ydmyghed over for de internationale studerende og vores baggrunde. Flere giver udtryk for at være flove over ikke at kunne flere sprog og over ikke at kende andre kulturer bedre. Mange ved, at deres viden er lille og de ønsker, at de havde set mere af verden. Men som så mange gange før kan jeg ikke lade være med at forsvare det her på mange måder fantastiske folk. Vi må jo indrømme, at der i mange aspekter er nogle kæmpestore forskelle mellem USA og Danmark. De har vitterligt mange muligheder for at få forskellige oplevelser inden for landets grænser og med det tempo, de fleste arbejder i til nogle ofte urimelige lønninger, kan der ikke blive meget tid eller råd til at kigge rundt mod resten af verden, og da slet ikke at rejse dertil. Ydermere er der bare en hel anden tilgang til udlandet i både medier, undervisning og politik. USA er konstant i centrum, så at opbygge en viden om andre landes kulturer eller politiske situationer kræver i den grad en aktiv interesse.

Jeg håber, det her brev har givet et lille indblik i nogle af de mere positive sider ved det her land, vi elsker at hade. Indimellem er det okay også at lære af USA og have respekt for, at de er andet en krig, frygt og fed mad.

Tough love for Jesu egen bøn!

Jeg kunne nok skrive meget om bønnen og vigtigheden af den i vores Bibel, men jeg vil i stedet dvæle ved remsen, da den på en overraskende måde fortalte mig noget vigtigt om DKG. Deltagerne var samlet om temaet ”Det står jo faktisk i Bibelen”. Bag denne titel lå den tanke, at vi alt for ofte bruger Bibelen som argument for alt muligt uden egentlig at vide, hvad det, vi siger, betyder, og hvad der egentlig står. Vi slynger om os med luftige citater og flade floskler – ja, man kunne sige, at Bibelens ord somme tider bliver en remse. Men hvad stod der egentlig i den der Bibel? Pointen var for en stund at stoppe op. Stoppe op og se nærmere på Bibelen – udfordre remserne – og det er noget af det, DKG er allerbedst til i mine øjne. At udfordre remserne og de emner, vi måske nok kender i store vendinger, men ikke rigtig ved, hvad betyder i dybden, og som vi ikke lige har tænkt nærmere over.

Det var noget af det jeg lærte på min første weekend med DKG. DKG’erne kan sammen udfordre troen og sætte sunde spørgsmålstegn, der kan være med til at belyse store emner, som f.eks. Bibelen og det kommende tema til forårsweekenden: Det perfekte menneske. Jeg glæder mig til at stoppe op sammen med jer – til at udfordre troen og remserne, og se nye perspektiver!

Glædelig jul og godt nytår!

Forårets Inspirationsdage havde temaet ”(Folke)kirke?” Vi diskuterede hvorvidt kirken skal adskilles fra staten og fik indblik i de svenske erfaringer med adskillelse fra tidligere præst i Sverige Jan Grønborg.  Desuden kom Ungdomskirkepræst Per Ramsdal og gav sit bud på, hvordan kirken skal revolutioneres. Et af spørgsmålene var, hvorvidt der overhovedet er tale om en Folkekirke i dag, når så få faktisk er til stede i kirken. Vi fik luftet tankerne på en gåtur til Christiania og sluttede af med et Internationalt Melodi Grand Prix med deltagelse fra blandt andet Sverige, USA og Tyskland. Det blev en fremragende aften med sang, dans og ukulelespil, inden festen fortsatte i rødvin, ostebord, samtale, ’morder’ og bezzerwizzer.

Efterårets Inspirationsdage satte fokus på ”Kierkegaard og Eksistens”. 2013 er 200-året for den danske teolog og filosof Søren Kierkegaard. Der var sammensat et skarpt program af de bedste på området… – Lige ind til telefonen ringede fredag aften kl. 19 – en halv time før weekenden skulle skydes i gang. Der kom først et afbud fra en foredragsholder og senere endnu et afbud. DSB og brækkede ben er det ikke nemt at hamle op med. Dog endte weekenden alligevel som en succes, da vores alle sammens Mikkel Christoffersen og Karen Trolle Vigholm stod på spring. Vi låste dem inde i en times tid og vupti – Så var der til en times foredrag! Vi hentede assistance ind, med tidligere AU’er Karsten Assenholdt, som ved hjælp af et par udskrifter og nogle forberedte og oplagte STU’ere fik besvaret en masse spørgsmål om Hr. Kierkegaards centrale begreber og hans levede liv. Om aftenen var der fødselsdagsfest – Både Kierkegaards familie, venner, kolleger, naboer og fans var samlet. Det gik nærmest over i ren lidenskabelig ekstase (måske skulle man have været der?) inden aftenen endnu engang fortsatte i rødvin, ostebord, samtale, ’morder’ og bezzerwizzer.

Tak for et godt STU år – Vi glæder os til at se jer igen i 2013. Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 26.-28. april, hvor vi i København stiller skarpt på temaet ”SamtidsGud?”.

Med ønsket om en glædelig og velsignet jul

Arbejde i Sømandskirken i New York
Jeg var ikke hjemme i Danmark, da min morfar blev syg den 22. december, fordi jeg arbejdede et år i den Danske Sømandskirke i New York sammen med min mand. Min morfar og mormor havde planer om at besøge os i New York om foråret, og min morfars sygdom kom uventet og pludseligt og det viste sig, at han havde en meget aggressiv kræftsvulst i hjernen. Med ét var der utroligt langt mellem Danmark og New York, og vi besluttede os for at rejse hjem og landede i Danmark den 27. december.

Jeg oplevede, at julestemningen i Sømandskirken kunne rumme min julesorg i de svære juledage, hvor der var langt til Danmark. Julestemning handler nemlig i grunden ikke om æbleskiver og gaveræs, men om at lyset kommer til verden, og om at mørket ikke greb det. I julen møder vi budskabet om en Gud, som kender selv det dybeste menneskelige mørke og lover os lysets sejr. Jeg oplevede, at mørket og sorgen fik mig til at se kærligheden og lyset endnu tydeligere. Sorgen over at skulle miste et menneske, jeg elskede, bandt mig tættere til min mand og min familie. Den 26. december fik jeg den indskydelse at ringe hjem til min far. Det viste sig, at han var ved min morfar på hospitalet, og at min morfar for første gang i flere dage var ved bevidsthed, så jeg kunne tale med ham. Det var sidste gang han var ved bevidsthed inden han døde den 30. december.

At miste
Jeg var hos min morfar, da han trak vejret de sidste gange, sammen med min mor, onkel og mormor. Da han var død, sang vi sammen og bad fadervor. At være til stede, da min morfar døde var en stærk og fredfyldt oplevelse, uden alle de tårer, som ellers havde fyldt så meget i dagene op til.

Begravelsen efter nytår var smuk og stærk. Vi sang “Dejlig er jorden”, som den sidste salme i kirken. Når jeg synger den salme, kan jeg altid høre min morfar brøle med for mit indre øre. Det kunne jeg til begravelsen, og det kan jeg også nu i år, hvor julemåneden får alle minderne om sidste jul til at dukke op igen. “Dejlig er jorden” er stadig min yndlings julesalme, som med englerøst fortæller om fred og glæde på jorden: “Menneske, fryd dig, os er en evig frelser fød!” Og den minder mig om min morfar og om, at “slægt skal følge slægters gang”, når jeg synger salmen med min morfars smedestemme for mit indre øre og en lille ny baby i maven, som jeg skal føde til foråret.
Rigtig glædelig jul.