Fødselsdagsfest: nu skal valgretten ned

Der er et problematisk misforhold mellem unges pligter og demokratiske rettigheder. 16-årige er gamle nok til at betale skat, blive straffet og sætte børn i verden. Og når samfundet pålægger unge ansvar og pligter, så bør de også have rettigheder!

Af

Erik Vad Brændgaard

Erik Vad Brændgaard

I dag er det 30 år siden, at 18-årige fik stemmeret. Flere partier, eksperter og ungdomsorganisationer mener, at Danmark bør sænke valgretsalderen, fordi samfundet har ændret sig markant de seneste årtier.

Der er et problematisk misforhold mellem unges pligter og demokratiske rettigheder. 16-årige er gamle nok til at betale skat, blive straffet og sætte børn i verden. Og når samfundet pålægger unge ansvar og pligter, så bør de også have rettigheder!

Derfor mener Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) – der repræsenterer 70 børne- og ungdomsorganisationer, bl.a. DKG – at valgretsalderen og de unges deltagelse i demokratiet bør debatteres på ny.

Samfundet har ændret sig drastisk de seneste 30 år. Derfor er der god grund til at give valgretsalderen et eftersyn. En nedsættelse af valgretsalderen kan være med til at udvikle og fremtidssikre demokratiet.

DUF ønsker 16-års valgret, fordi de fleste er 16 år, når de forlader folkeskolen. 16-årige har således fået den basisviden, der er nødvendig for at begå sig i samfundet.

Men kan man nedsætte valgretsalderen til 16 år og samtidig bevare myndighedsalderen på 18 år?
Svaret er Ja. Det bekræfter Michael H. Jensen, professor i jura ved Aarhus Universitet: ”Umiddelbart vurderet, indeholder Grundloven ikke kobling mellem myndighedsalder og valgretsalder, der hindrer, at valgretsalderen kunne blive sat ned til 16 år, mens myndighedsalderen bevares på 18 år.”

16-års valgret breder sig i Europa
I flere tyske delstater har unge på 16 og 17 år stemt ved lokalvalg i årevis. I 2007 fik 16-årige i Østrig stemmeret ved alle valg. Og fra 2011 kan 16-årige nordmænd stemme ved lokalvalg.

Landene har blandt andet sænket valgretsalderen, fordi et stigende antal ældre kan skævvride demokratiet. Fremover bliver der markant flere ældre, og ved valgene vokser deres indflydelse, så unges synspunkter risikerer at drukne.

”Aldringen bliver i de kommende årtier så voldsom, at det kræver betydelige omstillinger. En nedsættelse af valgretsalderen vil være retfærdig, indlysende og nødvendig,” fastslår Hans Kornø Rasmussen, der er ekspert i befolkningsudvikling.

Forslag om valgretskommission
Også politisk vokser kravet om en demokratidebat. Socialdemokraterne vil oprette en valgretskommission – et forslag, der foreløbig støttes af SF og Enhedslisten. Radikales Marianne Jelved har for nylig foreslået, at valgretsalderen sænkes til kommunalvalg. Og flere borgerlige politikere mener, at valgretsalderen bør debatteres – efter 30 år uden justeringer.

Tags: , , , ,

  1. Erik Vad Brændgaard’s avatar

    Det glæder mig, at ingen modsiger min fødselsdagshilsen. Det tager jeg som et soleklart udtryk for, at DKG går helhjertet ind for 16 års valgret (- hvilket også giver mening, da vi, så vidt jeg husker, ikke har stemt imod forslaget på DUFs delegeretmøde).
    Skal jeg lave en pressemeddelse: DKG mener, at det er på tide, at valgretten sænkes?

  2. Peter Vittrup’s avatar

    Han puster til ilden, hva :-)

    Nårh, Erik – jeg har lige kommenteret på hvordan vi redder verden, så selvom det her måske ikke rangerer helt så højt på min politiske dagsordensliste, så fortjener det da en debat.

    Personligt kan jeg godt lade mig overbevise af dine argumenter – det hele lyder meget fornuftigt. Kan ikke se mange gode modargumenter hvert fald (men lad os da høre hvis nogen har nogen?)

    Men…

    Hvorfor DKG skulle vikle sig ind i en den sag har jeg svært ved at forstå? Jeg har det fint at DUF brager løs og håber vi kan få hul igennem til politikerne den vej -men det er en meget lidt oplagt sag for vores bevægelse at engagere os i, synes jeg.

    Jeg mener, hvis vi skulle blande os i landspolitik (det synes jeg sådan set ville være okay) ser jeg nu altså andre områder som er mere oplagte: Religion og politik, folkekirken, religiondialog, integration osv. Det tænker jeg umiddelbart ville være mere i tråd med DKGs udgangspunkt??


Gå til DKG på Facebook