Det hele startede i 1897

KFUM holdt dengang til i Bethesdas kælder i København og samlede overvejende, hvad man kaldte ‘smededrengene’, lærlinge, unge håndværkerspirer, kommisser og kontorfolk, folk ‘uden kultur’ som man sagde, dvs. uden akademisk karriere. Pga. af disse kælderfaciliteter og dette klientel mente hovedparten af ‘latinerne’, at de var ‘for fine til at komme i KFUM.’

På trods heraf meldte en lille flok latinere fra Borgerdydskolen på Østerbro sig i 1896 ind i KFUM. 3-4 af disse latinere holdt en dag i 1897 et møde i Stockholmsgade, hvor de drøftede muligheden for at arrangere møder ‘specielt for latinere’ for på den måde at få deres kammerater med i KFUM. De enedes om at henvende sig til KFUM-sekretæren, Olfert Ricard. Det viste sig, at han havde gået med de samme tanker. Ricards problem var imidlertid, at finde et sted at afholde møderne. Derom skriver han:

‘Mens jeg overvejede dette, var jeg en Morgen til Alters i Sankt Jakobs Kirke. Greve J. Moltke var der også, og vi fulgtes hjem. Undervejs nævnte han, at han vilde ønske, hans Hjem kunde bruges endnu mere til Guds Riges Fremme. Der har vi nok Stedet, tænkte jeg, og nævnte så tanken’.

Joachim Moltke var straks med på ideen, hvorefter Ricard inviterede latinerne til et middagsmøde en søndag i november på KFUM i Vendersgade. Her blev latinerne præsenteret for Moltke, og man besluttede, at møderne kun skulle være for ‘Latinere’… ‘Så bad man sammen for sagen, og så var bevægelsen i gang’.

Læs mere om DKGs historie fra 1897 til 1970

Bevægelsen vokser sig stor

Gennem 1.halvdel af 1900-tallet voksede bevægelsen sig større og større. Om sommeren blev der afholdt flere forskellige slags stævner, desuden var der vinterlejre, og der var masser af lokale studiekredse. I flere årtier havde Gymnasiastbevægelsen (som DKG mest blev kaldt dengang) sit eget månedlige blad ‘Gymnasiastbladet’ med artikler, filmanmeldelser, nyt fra de forskellige grupper, osv.

De tegnede DKG dengang

Helt i begyndelsen var det den visionære KFUM og KFUK mand Olfert Ricard og den velhavende Greve Joachim Moltke, der hjalp bevægelsen i gang både teologisk og økonomisk. Siden har en række betydningsfulde mennesker i dansk kirkeliv betydet meget for DKG. Fx den senere statsminister Poul Hartling, som i flere år var sekretær for DKG.

Af og til var det nedgangstider, men generelt var det en temmelig betydelig mængde af gymnasielever, der fik kontakt med DKG. På et tidspunkt var der kontaktpersoner (eller tillidsmænd, som det hed dengang) på stort set alle gymnasier i hele landet! Op gennem 1960erne skrumpede DKG antalsmæssigt markant ind, men alligevel blev det mødested for mange af de mennesker, der i dag præger dansk kirke- og samfundsliv. I begyndelsen af 1970erne var kræfterne sluppet op og DKG gav sig til at sove ‘tornerosesøvn’. Fremtiden så ikke alt for lovende ud!

Men i slutningen af 1970erne fik DKG med KFUM og KFUKs støtte en saltvandsindsprøjtning, og der kom igen gang i stævner og lokalt arbejde. Det blev indledningen til det arbejde, der udføres i dag. KFUM og KFUKs saltvandsindsprøjtning bestod først og fremmest i, at man afsatte landssekretær- og landskontorressourcer. Desuden blev der dannet et arbejdsudvalg af studerende, der – ligesom i dag – var med til at planlægge og lede stævnerne. Og med dannelsen af lokalgrupper rundt omkring i landet, med forårs- og sommerstævne på Haslev udvidede Højskole, samt efterårsstævne på Løgumkloster Højskole var DKG igen på vingerne!Hvordan er DKG bygget op?

I de første år efter at arbejdet var blevet genoptaget, hed vi ‘Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse – KFUM og KFUKs gymnasiearbejde’. Men i 1992 begyndte DKG at tage skridt til at blive en organisation med egne vedtægter. Med over 100 år på bagen kunne man godt forestille sig, at DKG var en bevægelse med en avanceret struktur, mange udvalg, osv. Sådan er det ikke!

Ja, faktisk er det kun nogle få år siden, at DKGere overhovedet fik muligheden for at være medlemmer af DKG. Før da havde man ingen bestyrelse eller generalforsamling, men lod Arbejdsudvalget (AU) planlægge stævnerne og sætte dagsordenen for det, der skulle ske i DKG, ud fra deres egne og stævnedeltagernes ideer og ønsker. Da DKG i mange år har haft maximum 5-600 aktive deltagere årligt var det faktisk muligt at skabe en direkte deltagerindflydelse, som gjorde, at folks ønsker, ideer og kritik i vid udstrækning blev hørt.

Og det er ikke nogen tilfældighed, at det er sådan! For DKG blev, som du lige har læst, til på grund af nogle unges lyst til at have sådan et mødested og debatforum. Men det var den ældre generation, der gjorde det praktisk muligt at skabe det. Det er ret vigtigt, at forstå denne opbygning, som på mange måder stadig er gældende. Det betyder nemlig, at DKG har to fungerende strukturer:

På den ene side er det en græsrodsbevægelse, altså noget der styres ‘nedefra’, af de unge, der til enhver tid udgør DKG. DKGerne på stævnerne har – hvis de ønsker det – en enorm indflydelse på, hvilken slags bevægelse DKG skal være.
På den anden side er der en overordnet struktur. I 1993 fik DKG nemlig egne vedtægter, generalforsamling og medlemsskab, og naturligvis en bestyrelse. Bestyrelsen har som hovedopgave at gøre det økonomisk muligt at udføre både stævnedeltagernes og medlemmernes ønsker og ideer i det omfang, det er forsvarligt. På den måde hænger de to strukturer sammen.